yoga

NUET & åndedrættet

VÆR HER NU! Men hvor er ”HER” og hvor lang tid er ”NU”?

Vil du være med til at undersøge NUET sammen med mig i de næste 5- 10 minutter? Vil du bruge lidt af din TID sammen med mig?

Dyrenes NU

I dyrenes verden eksisterer ingen TID – ingen fortid eller fremtid kun NU. Ingen arbejdstid og ingen fritid. Ingen kvalitetstid, ingen spildtid, ingen ventetid, ingen spisetid eller sengetid. Dyrene er drevet af deres impulser i nuet, styret af deres behov, lyster og begær. En instinktiv kode. Er de sultne jager og spiser de (hvis de er heldige at fange/finde maden) og er de trætte sover de (hvis de kan finde et trygt sted hvile uden at blive nogens bytte). Hvis jagten mislykkes ærgre dyrene sig ikke, de sidder ikke fastlåst i historien om deres manglende bytte, deres utilstrækkelighed og fiasko. De analyserer ikke deres fejl om og om igen, de gen-tænker ikke deres strategier for at sikre et positivt resultat af næste jagt. De er ”bare” videre til næste nu, hvor de forsøger igen (og igen og igen og igen), ikke mærket af fortidens historier og fremtidens ”hvad nu hvis’er”. Deres hjerne er ikke som vores – men vores hjerne er lige som deres (og heldigvis også mere end). Kast et blik på naturen, på dyrene (både de vilde og de tamme) og læg mærke til, hvad du bliver mindet om netop nu? Og, hvis jeg lige må indskyde det – Giv dig TID til at mærke det.

Det Nu du længes efter

Prøv en gang at forestille dig en smuk ørn. Se den for dig. Se hvordan den graciøst svæver i himmelrummet. Frihed, ro, fokus, overblik, harmoni, fred, ubekymret lethed og balance. Måske længes du efter at føle som ørnen (lad os antage at vi ved hvordan det føles at være ørn)? Måske mærker du et lille stik i hjertet over at opdage din manglende frihed, eller den tabte ubekymrede lethed? Når vi længes, er det fordi vi allerede kender til det vi længes efter. Vi har mærket og erfaret friheden, roen, letheden – for det er med disse grundlæggende tilstande vi fødes ind i denne verden.  Men være-tilstandenes NU tilsløres af sindets ”gøre-energi”. Tankestrømme uden ende, bekymring og angst for fremtiden. Fortidens historier og erfaringer der holder os fast. Vi er fanget i vores historie, fanget i fortællingen om ”mig”. Optaget af hvordan omverdenen opfatter os, hvordan vi tilpasser os for at opnå anerkendelse og i sidste ende kærlighed. Optaget af at vælge maske og form så vores selv/ego kan komme helskinnet igennem dagen. Vi er så optaget af historien om ”mig” at vi er ubevidste om Nuet – nu efter nu glider forbi og opleves/overleves kun overfladisk af vores autopilot. Vi er så optaget af at opleve og overleve at vi glemmer at leve. Vi har brug for livshistorien/livsfortællingen om ”mig”, vores selv/ego, misforstå mig ikke. Den giver os retning, rød tråd og en fornemmelse af sammenhæng og mening (og helt ekstraordinære seje sinds-evner, vi har brug for som menneske i denne verden). For at (gen)opleve vores grundlæggende værens tilstande må vi også huske nuet. For en kort stund opgive livsfortællingen og blot være tilstede NU.   

Nu er det her - Nu er det væk

Nuet er en flygtig størrelse, og det siger sig selv at det hele tiden forandre sig. Jeg har fået fortalt, at et NU varer 3 sekunder, hverken mere eller mindre, derefter er det fortid (hvordan mon man har fundet ud af det?…). Så det handler ”bare” om at følge med – være i det nu der er, slippe det og så følge med videre til næste nu, næste nu, næste nu, næste nu og så videre. Men det kan jo godt være ganske vanskeligt at slippe det nu, der er blevet til fortid, eller ikke at skynde sig frem til de nuer der venter – synes du ikke?

Det synes jeg i hvert fald. Her er hvad jeg gør:

Vær her NU

Jeg starter med at sætte en intention om at være helt og fuldt nærværende i det næste nu. Jeg fokuserer min opmærksomhed på mine saner og de informationer jeg får igennem dem lige NU. Jeg er bevidst om, at min krop er ekspert i at forankre mig i nuet. Jeg føler en taknemmelighed for denne evne. Jeg bliver bevidst om, hvor jeg er og om, hvordan jeg har placeret min krop. Lige nu sidder jeg ved havet. Jeg mærker, hvordan min krop har kontakt med underlaget – en sten. Jeg mærker mine fødders kontakt med det våde sand. Jeg hører fuglene, vinden der glider over vandet og bølgerne der blidt slår ind imod strandkanten. Lydene lidt længere væk, lydene helt tæt på og lydene inde i mig. Jeg mærker vinden imod min hud, solens varme stråler, temperaturen, tøjet på min krop. Jeg ser omkring mig, ser på det der omgiver mig lige nu, ser de klare farver, den lyseblå himmel, hvide fine skyer, der driver forbi, solen der spejler sig i vandet – det ligner guld. Så lukker jeg mine øjne og vender min opmærksomhed ind.

Jeg mærker mit åndedræt. Jeg NYDER mit åndedræt. Den livgivende indånding og den afslappende, og udrensende udånding. Den opløftende og vitaliserende indånding og den groundende og beroligende udånding. Jeg er lige her og nu. Jeg sidder lige her, helt bevidst om min indre verden, midt i al den information mine sanser giver mig om min ydre verden, og jeg følger med nu efter nu efter nu i takt med mit åndedræt.

Jeg lægger mærke til at mit sind af og til foretrækker at blive i et gammelt nu, eller skynde sig ind i et fremtidigt nu. Pyt. Jeg møder mit sinds rastløse energi med omsorg og samarbejdsvilje (for jeg ved, hvor svært sindet synes det er at være nærværende) og vender igen opmærksomheden fuldt og helt til det NU der er, med mit åndedræt som mit anker.   

”Be here NOW or be nowhere”.

Prøv NU

Prøv en gang at lægge mærke til dit åndedræt – lige NU. Være fuldt og helt til stede med din opmærksomhed fokuseret på dit åndedræt. NYD dit åndedræt. Sæt nu din timer på 5 minutter – start – og de næste 5 minutter giver du dig selv lov til at nyde dit åndedræt og de nuer der følger som perler på en snor med 3 sekunders mellemrum.

NYD DIT NU… NU… NU… NU… NU!

  • Sikker bookingbetaling på yoga-liv.dk
  • secure payment
  • dankort
  • visa
  • mastercard
  • mobilepay
Indkøbskurv